MAXIMILIAN PIONUS
Pionus maximiliani maximiliani
Der er 4 arter af Pionus maximiliani.
1. Pionus maximiliani maximiliani (Kuhl 1820)
Dansk: Maximilian Pionus
Engelsk: Scaly-headed Parrot
Tysk: Maximilianpapagei
Beskrivelse : Grundfarven er grøn, pande og tøjler er matsorte, fjerene på issen og baghovedet er mørke grå (blågrå), fjerene er brunlige ved roden, kinderne er grønne med smalle blågrå kanter. Hals og overbryst er blåviolet – i nogle tilfælde med violetrøde stænk. Udfarvede fugle er ofte blå helt ned til undernæbbet. Ryg og overvingen er mat oliven/brunlig, underhalefjerene er røde (ved nogle fugle er fjerene med blå/grønne kanter). Overhalefjerene er grønne og de ydre halefjer er meget blå med rød ved basis. Næb hornfarvet, over og undernæb er mat sort ved basis, iris mørkebrun, øjenring nøgen hvid, fødder grå. Længde: 29 cm, vingelængde: 16,5 – 18 cm.
Ungfugle har et gulorange eller snarere rødligt pandebånd, sommetider er der kun spredte røde fjer. Hovedet er bleggrønt med en mindre mørk kantning og ofte kun antydning af brystbånd.
2. Pionus maximiliani melanoblepharus (Ribeiro 1929)
Dansk: Blåstrubet pionus
Engelsk: Ribeiro’s scaly-headed Parrot
Tysk: Misiones-maximilianpapagei
Beskrivelse : Udfarvede fugle adskiller sig fra P.m. maximiliani ved at hoved og strube er mere blåt. Grundfarven er mørkere. Længde: 31 cm, vingelængde: 18,2 – 20,5 cm.
Ungfugle adskiller sig fra nominatformen ved en mørkere grøn nuance.
3. Pionus maximiliani siy (Souancé 1856)
Dansk: Gulnæbbet Pionus
Engelsk: Siy Parrot
Tysk: Bolivien-Maximilianpapagei
Beskrivelse : Grundfarven er som hos P.m. maximiliani, men den grønne farve tenderer mere til olivengrøn og området ved vingefjerene ser ud som bronze. Hos nominatformen er brystbåndet violetblåt, men hos Siy har båndet mere rødviolette stænk. Længde: 30 cm, vingelængde: 17 – 20 cm.
Ungfuglene har også den olivengrønne farve.
4. Pionus maximiliani lacerus (Heind 1884)
Dansk: Tucuman Pionus
Engelsk: Tucuman Parrot
Tysk: Tucuman-Maximilianpapagei
Beskrivelse : Voksne fugle ligner snarere P.m.siy end nominatformen. Fjerene på kind og strube er dog med blå kanter og vingefjerene er med mørkere bronzefarvede strøg. Længde: 31 cm, vingelængde 19 – 21 cm.
Ungfuglene ligner P.m.siy’s unger utrolig meget.
Levevis :
Maximilian Pionus er udenfor yngletiden overvejende at finde i små grupper. De samles til natten, hvor de flyver meget højt og larmer meget, indtil de kommer til deres sovested. I de områder, hvor der findes meget føde kan man se sværme på op til 1000 fugle, og disse sover også sammen. I løbet af dagen og ved spisetid forholder fuglene sig meget rolige, bortset fra de få skænderier der kan opstå. På grund af deres fortrinlige farvedragt er de fantastiske til at skjule sig i trækronerne. Deres flugtmuligheder er derfor store.
Maximilian Pionus’s foretrukne leveområder er åbne løvskove, men de bor også på træbevoksede græsarealer. Fuglene lever i lavlandet og kommer sjældent mere end 1500 m i vejret. På grund af at flere områder er blevet fredet, er der mange maximilian og disse ses ofte. Ved kystområdet langs Brasilien og ved store landbrug bliver der fældet mange træer og derfor er bestanden her for nedadgående (RIDGELY 1980).
Ved observation af Pionus’ernes fødeindtagelse i naturen har det vist sig, at de hovedsageligt lever af: frugt, bær, frø/korn, knopper og årstidens blomster, men ”favorit-retten” er forskellige slags figner.
På grund af det store udbredelsesområde, er yngletiden meget forskellig fra område til område. I det sydlige område (Nordargentina) yngler fuglene allerede i september, mens de i nord (Ceará, Brasilien) først yngler i januar/februar. Reden befinder sig som regel i ca. 10 m. højde. Nærmere detaljer om redeforhold i naturen kendes ikke. I fangenskab tilrådes redestammer på 23x23x59 cm.
Opdræt :
Første gang man blev bekendt med opdræt af Maximilian Pionus var i 1862 i London Zoo. På grund af den kedelige farve som Maximilian Pionus har, tog det en del år inden den blev en populær fugl, og importen var også meget sjælden.
Det var først i 80’erne at man importerede fugle fra Bolivien, Argentina og Paraguay til Europa. Det var overvejende underarten siy der blev importeret. Desværre blev de fleste solgt enkeltvis af dyrehandlerne. I nogle tilfælde lykkedes det dog at få nominatformen og underarterne til europæiske volierer. Maximilian Pionus hører nok til den mest rolige art indenfor Pionus’er. Der tilrådes stor voliere, da man ikke må undervurdere deres flyveevne
Maximilian Pionus’er er ikke kræsne. Udover den tilbudte frøblanding, som består af forskellige tørrede og spirede frø, spiser de næsten alle slagt frugter, grøntsager og bær.
I 1958 blev det første opdræt meldt, man troede, at det var Blåhovedet Pionus, men det blev siden rettet til Maximilian Pionus.
I 1970 ynglede Maximilian Pionus succesfuldt i Zoo Beira, Mosambiq – resultat 2 unger.
I 1974 i Birdworld, Farnham, England, lykkedes det at få et par tamfugle til at yngle. De fik 2 unger, som desværre døde kort tid efter, at de havde forladt reden.
Siden 1975 har John og Pat Stoodley opdrættet en del Maximilian Pionus’er.
I 1989 lykkedes det så for Keld Johannesen, Ry, at få Dansk Førsteopdræt. Han fik 3 unger.
Normalt yngler Maximilian Pionus villigt i fangenskab og får som regel 3-4 æg, men der er også nogle opdrættere (bl.a. Verner Jespersen, Them) der har opnået, at få 6 unger i et kuld.
Rugetiden er 26 dage og efter ca. 60 dage forlader ungerne reden. |