|
BLÅHOVEDET PIONUS
Pionus menstruus
Skrevet af Armin Brockner, Meckenbeuren.
Når man betragter en ”sortøret papegøje” (Pionus Menstruus), er det tydeligt at dens engelske navn, Blue-headed Parrot (Blåhovedet papegøje), beskriver fuglens udseende meget bedre. Den lille sorte plet ved øret, som dens tyske navn, Schwarzohrpapagei, henviser til, kommer ikke til sin ret.
I de seneste år er blåhovedet Pionus i stort omfang importeret til Europa og USA, men på trods af det, er det som hos andre Pionus arter, sjældent at man ser dem i fuglehold. Arter som koralnæbbet Pionus (Pionus sordidus corallinus) eller gråhovedet Pionus (Pionus seniloides) hører til sjældenhederne hos europæiske opdrættere.
I nogle år har vi opdrættet blåhovedet Pionus, og jeg vil gerne fortælle lidt om de erfaringer vi har gjort os i løbet af disse år.
GENERELT
Blåhovedet Pionus’er er mellemstore papegøjer, der kan opnå en længde på 28 cm. Der er ingen synlig kønsforskel på han og hun. Tre underarter ”beboer” store områder af den nordlige halvdel af Sydamerika.
Grundfarven hos Pionus m. menstruus er grøn. Hoved, hals og det øverste af brystet har en kraftig blå farve. På halsen skinner den røde grundfarve igennem. Ørepletten er sort og halens underside er rød. Næbbet er sort og ved roden af overnæbbet er der nogle rødlige pletter på siden. Fødderne er grå.
Nominatformen har et udstrakt spredningsområde, der strækker sig fra Venezuela sydover Øst-Columbia, Øst-Equador, Øst-Peru, Amazonasbækkenet til det centrale Brasilien og Nord-Bolivia. Østover strækker det sig over Guyana og Surinam til Fransk Guyana. Selv på den sydligste caribiske ø Trinidad kan man se denne art.
P.m. rubrigularis adskiller sig tydeligt fra nominatformen gennem et mattere blåt hoved, mere rødt på halsen, og generelt en mørkere fjerdragt. Spredningsområdet strækker sig fra Costa Rica i Mellemamerika til Vest-Columbia og Vest-Ecuador.
P.m. reichenowi hæver sig tydeligt over de to andre underarter, hvad angår tegningen. Ved reichenowi er de blå fjerpartier kraftigere farvet og halsfjerene har ingen rød baggrund/basis. Fjerene på ryggen og undersiden er tydeligt kendetegnet med blå og den underste fjerpragt på halen har blå spidser. Så denne underart ser ud som en blå version af nominatformen. Næbbet er hornfarvet og uden den rødlige farve. Denne underart har det mindste spredningsområde. Det strækker sig kun over kystområdet fra Nordøst-Brasilien. På grund af ødelæggelsen af livsrum er reichenowi tæt på at uddø. Underarterne menstruus og rubrigularis ses ofte talrigt i deres respektive spredningsområder. Vi har været i Trinidad, Venezuela og Ecuador og har set blåhovedet Pionus i deres naturlige miljø. På den nordlige del af øen Trinidad er de hyppige at finde, for en stor del er dækket af tæt regnskov. Asa Wright Nature Center er en storslået observeringssted. Her har fugle interesserede muligheden for at gå gennem den tropiske urskov ad skiltede stier, og se forskellige fuglearter. Her er blåhovedet Pionus meget regelmæssige og ses ofte i flokke á 100 stk. I de tidlige morgentimer og tidligt på eftermiddagen samles de i de urskovslidsker, der er oversået med blomster og frugter. Vi havde stort besvær med at pege de gode skjulte papegøjer ud i træerne. Til trods for deres farverige fjerdragt, afviger den blåhovede Pionus faktisk ikke fra træernes grønne farve.
Blåhovedet Pionus ernærer sig hovedsageligt af frugt, bær, blomster og knopper. I Venezuela og Ecuador så vi dem indfælde i majsmarker. Her kan de gøre ret stor skade, som rammer de små bønder meget hårdt.
I det sydlige spredningsområde starter yngle sæsonen i oktober og i den nordlige omkring februar. I yngle sæsonen afskærer de enkelte par sig fra sværmen. De ellers larmende papegøjer forholder sig stille i yngletiden og kalder meget sjældent.
HOLD
Blåhovedet Pionus’er er meget rolige plejebørn med et behageligt lydrepertoire, som de gør mest brug af om morgenen. Derfor er de også egnet i tætte beboelsesområder
Vores blåhovedet Pionus’er er i et indendørs voliere med følgende mål: 0,9 m bred – 2 m høj og 2,5 m lang. Efter vores mening er denne voliere absolut mindste mål, da disse fugle er meget gode flyvere. Helt sikkert holdes blåhovedet Pionus’er i mange anlæg i mindre volierer eller bure og opdrættes med succes. Men trods det burde man give fuglene plads nok til at flyve på.
Blåhovedet Pionus’er er meget glad for at bade, men i modsætning til vores grønlåret hvidbuget korthalepapegøje (Pionites leucogaster) og sortkappet hvidbuget korthalepapegøje (Pionites leucogaster) som også er glad for vand, så har vores blåhovedet Pionus’er endnu aldrig benyttet sig af den badeskål som er sat ind til dem. Nej vi bliver nødt til at sprøjte dem dagligt indtil de er gennemblødt. Nu er det imidlertid nok, at de ser sprøjten eller hører den pumpelyd, som sprøjten laver og så hænger de med det samme på volieren med hovedet nedad og spredte halefjer og vinger.
Også denne opførsel stærker os i vores mening, at den blåhovedet Pionus ikke kun kan holdes i indendørs voliere, men også at det optimale hold ville være et udendørs voliere, så de kan bade i regnen.
For nylig lavede vi en udendørs voliere med et grundareal på 70m2 og vil forsøge at integrere vores blåhovedet Pionus’er samt andre forskellige papegøjearter i et ’’gruppehold’’. Vi håber derigennem, at kunne forbedre både avlen af og det at holde blåhovedet Pionus’er.
ERNÆRING
Som grundfoder har vi det sidste år brugt papegøjefoder Premium fra Wittemolen til alle vores papegøjer. Da mange opdrættere har gjort det med succes, har vi også inddelt året i to faser, en hvile- og en ynglefase, i hvilke fodertilbuddet er forskelligt.
I hvilefasen fra september til januar, giver vi vores blåhovedet Pionus’er :
40% Premium-foderblanding
10% Æggefoder med vitaminer
5% Spirede solsikkekerner
45% Grøntsager, halvmodne majs, frugt o.s.v.
I ynglefasen fra februar til august, giver vi :
30% Papegøjens middag, en opkogt foder med forskellige bælgfrugter
10% Spirede solsikkekerner
10% Æggefoder med vitaminer
50% Grøntsager, halvmodne majs, frugt o.s.v.
I avlsperioden bliver der strøet PROTAMIN fra Biotropic over kogefoderet. Derudover fodrer vi to gange dagligt i denne periode.
Vi er meget påpasselige med, at overholde fodringstiderne for at opretholde en ens rytme. Første fodring er kl. 06.00. Her får de blåhovedet Pionus’er kogefoder, som vi har tilberedt på følgende måde: Bælgfrugterne ligger i vand i 24 timer, indtil de er mættet med vand. Det er meget vigtigt, at frøene skylles meget grundigt under rindende vand to til tre gange i den periode. Derved fornyes vandet også. Ligger bælgfrugterne i for lidt vand, kan det ske, at de allerede efter kort tid har opsuget alt vandet og derved ligger tørt.
Afhængigt af udetemperaturen specielt i sommermånederne, kan bælgfrugterne hurtigt fordærves og derved opstår der en meget ubehagelig lugt. Det udblødede foder koges ca. 10 min. I Sikomatiktrykkogeren. Det står så natten over og næste morgen blandes det med de spirede solsikkekerner. Æggefoder og frugter gives også om morgenen.
Den anden fodring sker kl. 18.00. Fuglene får her kun grøntsager, frugt eller grøntfoder. En gang om ugen udstyres voliererne med friske pilegrene. Det konstante tilbud på friske grene er meget velkommen hos vore papegøjer – ivrigt fjernes blade og bark.
OPDRÆT
I den voliere, vi havde indrettet til de blåhovedet Pionus’er, var der fra starten en yngle-/redekasse. Mange papegøjer leder også udenfor ynglesæsonen efter en kasse at overnatte i – det gælder også for vore papegøjer. Allerede den første nat sov de i redekassen, der er anbragt lodret. Redekassen er 1 m. høj og har en grundflade på 25 x 25 cm. Inde i kassen blev der installeret en stigeanordning ved hjælp af noget trådflet. Allerede den dag, vi fik vore blåhovedet Pionus’er kunne vi se, hvordan hannen fodrede sin hun intenst.
På det tidspunkt tænkte vi overhovedet ikke på yngel. I de efterfølgende dage tog parrets ynglestemning dog tydeligt til. Ved siden af den partnerfodring, der kunne ses dagligt, så vi nu oftere parret parre sig. Forud for parringen viste fuglene en interessant og imponerende parringsopførsel. Hannen løb frem og tilbage i ”imponerestilling” med spredte halefjer og vingerne i vinkel. Nu kom halens skønne farvepragt til sin ret. Samtidig udstødte den parringskaldet. Under parringen, der kunne vare op til 5 min. udstødte både hannen og hunnen usædvanlige lyde, som mere kunne minde om et pattedyrs klynken og som slet ikke kunne sættes i forbindelse med en papegøje. Herefter tilbragte hunnen meget mere tid i kassen, hvor den var travlt beskæftiget med at hakke det strøelse i mindre stykker, som vi havde lagt ind. Som strøelse anvender vi grove høvlspåner fra ubehandlet træ.
Fire uger efter vi havde fået de blåhovedet Pionus’er, lå det første æg i reden. Vi var mere end begejstrede over den utrolige hurtige ynglestart. Efter det første æg var lagt, forlod hunnen meget sjældent redekassen. Med et interval på tre dage fulgte yderligere to æg. Æggene havde en mellemstørrelse på 31 mm x 25 mm. Hunnens opførsel under udrugningen var bemærkelsesværdig. Det kunne vi se på ekskrementerne. Uden at overdrive – dyngen af ekskrementer lignede en kokasse. Den havde som regel en diameter mellem 10 og 15 cm. For en relativ lille fugl, må det være en enorm anstrengelse at holde så stor en mængde ekskrementer tilbage i en længere periode. Allerede når man kom ind i fuglehuset, kunne man ud fra lugten fastslå, om den blåhovedet hun havde afleveret ekskrementer. De havde nemlig en meget ubehagelig og intensiv lugt.
Efter udrugningen, der varede 26 dage, tittede den første unge frem. Den var dækket med lange hvide dun. Tre dage senere kom den anden unge. Det tredje æg var ubefrugtet. I løbet af opdrættet fik fuglene forstærket æggefoder og frugt. Hannen havde en forkærlighed for halvmodne majs. Hyben, som alle vore andre papegøjer elskede, lod de blåhovedet Pionus’er ligge urørt i skålen.
De unge blåhovedet Pionus’er udviklede sig prægtigt. Da de var 14 dage gamle, satte vi 75 mm AZ-ringe på dem. Senere viste det sig dog, at disse ringe var alt for små. Ringene kunne kun lige drejes og der var allerede dannet svulster under ringene, hvilket gjorde, at ringen skulle fjernes igen. Heraf kan vi udlede, at det er bedst at bruge 8 mm eller 8,5 mm ringe til blåhovedet Pionus’er.
I løbet af opdrættet opdagede vi, at ungerne var meget ængstelige. Så snart vi åbnede kontrollemmen, begyndte de at skæppe op og indtog en forsvarsstilling. Ville man røre ved dem, snappede de med det samme ud efter den formodede fare. Efter 64 dage inde i reden, forlod de redekassen. I de første dage hang ungerne, der let kunne skelnes fra de voksne på det grøn/blå hoved, og den røde pande, kun på gitteret. Først efter en uge benyttede de siddepindene, vi havde anbragt i volieren. Vi havde aldrig før oplevet ungfugle, der var så ængstelige som de blåhovedet Pionus’er. Åbnede vi døren til volieren eller gik vi bare forbi dem, fløj de som små raketter gennem volieren. Hver gang de kom til den ene ende, knaldede de så hårdt mod væggen, at de faldt ned på gulvet. Selv måneder efter de begyndte at flyve, var de stadig overængstelige. De startede også væsentlig senere på at forlade redekassen og selv at optage næring end andre papegøjer, og først efter 3 måneder kunne vi tage dem fra forældrene.
I det efterfølgende år startede parret allerede med parringen i marts. Igen lagde hunnen tre æg og det kom der tre unger ud af. Allerede i en alder af 10 dage var ungerne meget ængstelige og vi besluttede os for at opdrætte dem med hånden. Selv ved opdræt med hånden var de meget ængstelige og det tog meget lang tid, inden de havde vænnet sig til deres plejeforældre. De små blåhovedet Pionus’er blev opdrættet med EXACT – et færdigt foder fra USA. De to ældste unger udviklede sig forbavsende godt ved opdræt med hånden og tillagde sig et decideret fedtlag. Den tredje unge var dog hele tiden lidt bagefter i udviklingen til trods for, at den blev fodret på akkurat samme måde som dens søskende.
Fodermængden blev tilrettet efter ungernes vægt. Ved hver fodring fik ungerne foder svarende til 10% af deres legemsvægt. En unge på 200 gram fik 20 gram foder.
Den første fodring fandt sted kl. 06.00 og den sidste kl. 22.00. Ungfuglene blev fodret med 3 timers interval, også selv om kroen ikke var tom.
Parret begyndte efter, at vi havde taget ungerne fra dem, med at bygge rede og efter 26 dage, kom der to unger ud af tre æg. Det tredje æg var ubefrugtet. Ungerne udviklede sig meget godt, men de var – lige som de to andre kuld – meget ængstelige. De to unger forholdt sig som de foregående, da de kom ud fra reden. Om denne opførsel er artsspecifik, kan vi ikke bedømme ud fra kun et pars afkom. Dertil skal vi bruge flere par for at kunne sammenligne. De gamle fugles opførsel havde ændret sig drastisk under udrugningen. Hannen, som normalt var meget tillidsfuld, blev yderst aggressiv. Når døren til volieren blev åbnet, indtog han straks angrebsstilling. Med spredte halefjer snappede han efter os. Kom vi ind i volieren for at kontrollere, fløj han direkte til angreb mod os. Hunnen forholdt sig fuldstændig anderledes. Allerede inden udrugningen var hun tilbageholdende og havde altid holdt en vis sikkerhedsafstand til os. Men under udrugningen blev hun endnu mere tilbageholdende og forlod, som allerede nævnt, yderst sjældent kassen. Ved kontrol af reden blev hun altid i kassen. Hun klatrede op til indgangshullet og iagttog nøje, hvad der foregik nede under hende. Når kontrollen var slut, klatrede hun med det samme tilbage til sine unger. Mærkeligt for os var, at hunnen bibeholdt denne opførsel selv efter udrugningen og der kunne gå dage mellem, at vi så hende. Næsten altid, når vi kom ind i fuglehuset, opholdt hun sig i kassen, var hun udenfor, flygtede hun med det samme ind i kassen. Trods hunnens mærkelige og meget sky opførsel vil vi ikke undvære blåhovedet Pionus’er i vores anlæg, for de er behagelige plejebørn.
Vægtudvikling fra tre blåhovedet Pionus’er
( ved opdræt med hånden )
Ungerne blev altid vejet om morgenen med tom kro. Håndopmadet fra 30.4.94
Unge 1 udklækket d. 13.4 (1)
Unge 2 udklækket d. 16.4 (2)
Unge 3 udklækket d. 21.4 (3)
Dato Nr. 1 Nr. 2 Nr. 3
30.04 132 g 126 g 48 g
01.05 138 g 130 g 54 g
02.05 146 g 140 g 61 g
03.05 154 g 150 g 68 g
04.05 160 g 160 g 78 g
05.05 166 g 162 g 82 g
06.05 176 g 168 g 88 g
07.05 178 g 174 g 94 g
08.05 176 g 182 g 98 g
09.05 182 g 190 g 104 g
10.05 190 g 198 g 110 g
11.05 202 g 200 g 116 g
12.05 204 g 206 g 120 g
13.05 206 g 208 g 126 g
14.05 212 g 204 g 130 g
15.05 206 g 210 g 132 g
16.05 204 g 210 g 130 g
17.05 206 g 212 g 130 g
18.05 206 g 218 g 130 g
19.05 206 g 222 g 134 g
20.05 210 g 220 g 136 g
21.05 206 g 218 g 132 g
22.05 214 g 220 g 140 g
23.05 220 g 220 g 140 g
24.05 224 g 220 g 140 g
25.05 224 g 220 g 146 g
26.05 224 g 220 g 142 g
27.05 226 g 218 g 144 g
28.05 220 g 212 g 140 g
29.05 222 g 210 g 138 g
30.05 215 g 200 g 140 g
31.05 224 g 210 g 145 g
Denne artikel er hentet fra ”Papageien 9-96”.
Oversat af: Bjarne Raabjerg | 