Pionus’er i glæde og sorg.

Marie Luise Sandkühler, Hersdorf

Jeg har altid ønsket at videregive mine erfaringer m.h.t. pleje og opdræt af Pionus’er, og endelig var lejligheden der. Artiklen i Papageien 9-96 af Armin Brockner om Blåhovedet Pionus var så forskellig fra mine erfaringer, derfor denne artikel.

Siden 1986 har min mand og jeg haft Pionus’er i vort fuglehold. I april 1986 fik vi et par endoskopieret Blåhovedet Pionus’er fra en importør i Duisburg. P.g.a. karantæne kunne vi kun betragte fuglene gennem et vindue, og vi syntes at de var meget flotte, men vi var meget skuffede da vi skulle hente dem. Uerfarende og nybegyndere som vi var tog vi alligevel fuglene med.

Dengang tænkte vi ikke på at købe tysk opdræt, dette kom først senere. I august 86 fik vi, af K. Diefenbach, formodentlig de første tysk opdrættede Dusky Pionus’er (Pionus Fuscus) og Hvidpandet Pionus’er (Pionus Senilis). Vi så allerede ungerne i redekassen i juni 86, endnu piggede som små pindsvin.

Da vi fik fuglene havde de en flot og stram fjerdragt, tydeligvis helt anderledes end de importerede Blåhovedet Pionus’er.

Foder og pleje

Under vort besøg hos hr. Diefenbach interesserede jeg mig ikke kun for fuglene, men også for fodringen, og har lært meget af det. Vi var meget ”grønne” nybegyndere og vore egne fugle havde på daværende tidspunkt kun stiftet bekendtskab med tørfrø og frugt.

Vi ændrede vores daværende foder til kimfoder, gav vitaminer, grit, meget hirse, meget frugt og mange ”friske” grene. Fuglene blev også overbruset regelmæssigt. Resultatet af ovenstående blev, at vore Pionus’er trivedes og udviklede sig pragtfuldt.

I: Duefoder – Flyve og Avlsblanding (hver gang ca. lige stor del majs, gule og grønne ærter og foderbønner og mindre dele af hvede, rug, rød dari og ræddikefrø og kun meget få solsikkekerner), 15% fodermajs (som spirer fantastisk, minimum 90% spire evne), 12% munkebønner II: 2 dele stribede solsikkekerner, 2 dele duefoder diætblanding (hør, saflor, hvid dari, rød dari, boghvede, hamp, hirse, havre, hvede, paddyris) 1 del saflor og ca. 5% afskallede jordnødder (de spirer også og smager som unge ærter).

Disse to blandinger bliver spiret hver for sig, da de ikke skal spire lige længe. Blanding I skal spire i ca. 24 timer mere end blanding II. Jeg laver begge blandinger så der er nok til 2-3 dage. Morgen og aften skylles blandingerne grundigt igennem. Når blandingerne begynder at spire bliver begge blandingerne blandet sammen (i forhold 2/5 blanding I og 3/5 blanding II) og bliver kogt i en trykkoger indtil man kan se den første ring. Derefter bliver det skyllet endnu engang. For at afkøle og tørre frøene, kommes disse i en si som står på et håndklæde. Til erstatning for de vitaminer der går til spilde ved dampningen bliver der tilsat et multivitaminpræparat. Så tilsættes fint snittet frugt og grøntsager: æbler, agurker, rødbeder, alt efter årstiden friske eller optøede rønnebær, hyldebær, ribs og fra egen have forskelligt salat, bladbede, mælkebøtter. For at optage den sidste fugtighed, bliver det hele mikset med en blanding af malet hundefoder, rasp, kalk, grit, blomsterpollen og ølgær i tilpas mængde. Denne blanding giver vi til alle vore fugle, Pionus’er, Grå Jaco’er, Amazoner og Ædelpapegøjer og de spiser alle dette med stor velbehag. Også nyanskaffede fugle vender sig hurtigt til denne blanding og er meget begejstrede for den. I vore bure er der en skuffe anordning som kan trækkes ud. Madskålene er fastgjort på en drejelåge. Det er meget sjældent vi er inde i burene, og derfor er fuglene meget rolige. Når vi sætter friske/nye grene ind i burene, så sætter fuglene sig på disse, inden de endnu er sat fast.

Blåhovedet Pionus (Pionus Menstruus)

Vores par sad altid tæt op og ned af hinanden, nussede hinanden og veg ikke fra hinanden, ligesom hos et par Amazoner der harmonerer. Overfor os blev de hurtig tillidsfulde, spiste ”lækkerier” af hånden og så altid meget interesseret til når vi arbejdede.

I 1990 parrede de sig for første gang. Redebesøg og arbejde i kassen blev udført af hannen og hunnen så til gennem hullet. Parringen blev hyppigere, op til 4-5 gange om dagen og det stod på i ca. 3-4 uger, men så var det også nok. I 8 uger var der meget roligt og så begyndte det hele forfra igen. Der var intet der kunne lokke hunnen i redekassen. De næste 3 år foregik det på samme måde. Vi lavede flere forskellige redekasser, fra naturstammer til forskellige størrelser af redekasser, men intet var godt nok til damen.

Var det måske 2 hanner ? En ny endoskopi bekræftede, at det var et par og begge var sunde, altså ikke en organisk sygdom som var skyld i at det ikke lykkedes.

I 1994 besluttede Josefine, sådan hedder hunnen, at nu skulle der prøves igen. Et kort besøg i redekassen fandt sted og ellers forløb alt som i de foregående år. Fuglene parrede sig regelmæssigt, og hannen forsøgte at fodre hunnen, men blev afvist. I denne periode fjernede hannen fjerene på den øverste del af hovedet på hunnen og placerede nogle gange maden der.

I januar 1995 gik begge endelig i kassen, men først i april lod Josefine sig fodre. Den 10. april var der et stort æg i reden, først d. 16. april kom det andet æg, men på trods af det havde hun stadig ingen lyst til at ruge. Heldigvis rugede vores Dusky Pionus’er på samme tid, og de havde haft unger før. Jeg lagde begge befrugtede æg indtil Dusky’ erne,  og æg nr. 2 blev udklækket. Den blev opfostret sammen med Dusky ungerne og senere viste det sig at det var en hun.

I juli 1995 flyttede vi fra et bjerget område til den sydlige del af Rhinens skifer bjerge.

Vores Blåhovedet Pionus’er kunne ikke vente, endelig fik de en redekasse. Den her gang var det hunnen der var først med at inspicere kassen. I begyndelsen af august lage hun det første æg og 4 fulgte senere efter. I begyndelsen lavede jeg redekontrol  og æggene blev regelmæssigt gennemlyst, alle var befrugtede. Josefine lod os uden besvær gennemføre redekontrollen. Indtil alle æggene var lagt kom hun regelmæssigt ud af kassen i korte perioder for at parre og komme af med afføringen, men efter det 5 æg kom hun kun ud for at komme af med afføringen. Afføringen lugtede ikke anderledes end normalt, klatten havde en diameter på omkring 2 cm og det var lidt mere vandet end normalt.

Lige før æggene klækkede blev de byttet ud med narreæg og efter udklækningen blev de sat tilbage med æggeskallerne. Alle 5 æg klækkede den første efter 29 dag og de andre efter 28 og 27 dage. Ungerne havde en udklæknings vægt på 9 g, 11 g, 10 g, 12 g og 10 g. De blev regelmæssigt vejet. Forældrene fik fra denne tid dobbelt madportion morgen og aften dertil en hel skål med hyben. dem havde vi i store mængder i fryseren. Ungerne blev også fodret om natten, man kunne høre tikkelyde en gang i timen. Efter fire uger gik hannen også i kassen for at fodre ungerne. Hunnen sad ofte i længere tid uden for kassen. Efter 6. uge blev de regelmæssigt, hver 2-3 dag, taget ud af reden i kort tid for at de kunne vende sig til os. I den 9. uge kom de af kassen og de var ikke sky. I en alder af tolv uger spiste de selv. Lige før de forlod kassen vejede de mellem 240 g og 260 g derefter vejede de ca. 215 g. Forældre fuglene begyndte med det samme med parringsdansen da vi fjernede ungerne. Begge forældre fugle var stadig meget tillidsfulde som de havde været hele tiden.

Sidst i januar 1996 blev der igen lagt 5 æg de var alle befrugtede. Uheldigvis klækkede æg nr. 2 ikke og da jeg ville lægge det 3. æg under var den 1. død. De 3 øvrige unger blev fodret og plejet som det forrige kuld. Ungerne blev i en alder af 18-20 dage, og med en vægt på 160 – 180 g ringmærket med en 9mm ring.

I juni 1996 var der et kuld med 4 æg. Alle 4 unger blev store. De i alt 13 unger havde røde og gulrøde pandebånd i forskellige bredder. Det er ikke nogen form for kønskarakter, for en han havde næsten intet pandebånd og en anden han havde et meget bredt bånd.

Dusky Pionus (Pionus Fuscus)

Dusky Pionus’erne lever i skovområder op til 600 m højde, men de der lever i den vestlige del befinder sig i en højde op til 1200 m. Deres udbredelsesområde overlapper området for de Blåhovedet Pionus’er . Dusky Pionus’erne lever i sydøst Venezuela, Guyana, Surinam, Fransk-Guyana og nordøst Brasilien, og derudover ved grænseområdet ved nord Columbien og Venezuela.

Fuglen kan opnå en længde på 26 cm. Pande, overhoved og nakke er gråbrun med blåligt skær, tøjlerne er røde. Ørepletten er mørkebrun, og den bliver brudt af et beigebrun halvmåne formet felt. Kinder og hals er blåbrun og fjerene har beige kanter, brystet er brunlig-rosa, ryggen og vingerne er mørkebrune, undervingedækfjerene er stålblå. Halen er mørkeblå, de yderste fjer har en rød basis. Underhaledækfjerene er som ved alle Pionus arter, røde.

Vores Dusky Pionus’er kom fra starten godt ud af det med hinanden. De plejede hinandens fjer konstant og skiltes kun når de skulle sove. Ved det ugentlige bad hang de begge med hovedet nedad enten på en gren eller i trådet, vingerne blev bredt ud og de strittede med fjerene, og det kunne simpelthen ikke regne nok.

I 1990 parrede de sig for første gang, for det meste ved min tilstedeværelse eller direkte efter fodringen. Nærmere overvågning kunnen ikke gøres på dette tidspunkt, da vi endnu ikke havde et videokamera. Den 29. juli var det første æg i reden og seks fulgte efter.

uvidenhed m.h.t. fodersammensætning og hyppighed af fodring. Jeg rettede mig efter en ”papegøjeekspert”, men en foderpause på 6 timer i løbet af natten er for lang tid for nyudklækkede unger. Også her lærte den selvlærte kun af sine fejl og dette betød døde fugle. Siden dette har jeg læst alt om opdræt, fodersammensætning og kunstig udrugning. Dette var et kapitel for sig.

Den næste rugning fandt sted i marts 1991. Vores ”pige” lagde i perioden fra 1. marts til 31. marts, med 3 dages mellemrum i alt 11 æg. 8 var befrugtede, men der var kun et der klækkede. De resterende æg var døde, måske p.g.a. at hunnen var meget urolig under rugningen, men hun kunne sikkert heller ikke varme alle æggene nok. Moderen så på denne ene unge, dække den, men fodre den – NEJ. Også unge fugleforældre lærer vel med tiden.

Den 2. august lå der igen et æg i reden. Om dagen var hunnen længe væk fra reden. Derfor fjernede jeg det første æg og lagde narreæg under. Efter at have lagt det tredje æg rugede hunnen konstant og derfor lagde jeg, dagen før det fjerde æg blev lagt, de tre andre æg under. Denne gang var der otte æg i reden. De to første og det syvende var ubefrugtet, i det ottende var der en blodring, det var dødt. Disse fire æg blev fjernet. ved kontrollen d. 10. september bemærkede jeg, at der var hul på æg III, men ungens hoved var fastklæbet til æggeskallen. Med min hjælp kom den lille fri. Uden skal lagde jeg den under moderen, men det var en fejl. Hun plejede den men fodrede ikke. I dag, hvis jeg hjælper, lægger jeg ungerne tilbage med skallen.

På samme dag udklækkedes æg IV og V, og de blev åbenbart heller ikke fodret. Der var hul på æg VI. Unge III fodrede jeg, indenfor en time, et par gange, og det samme med IV og V. Så satte jeg de tre unger tilbage til hunnen. Næste morgen hørte jeg med glæde, at der blev tigget kraftigt, og dette gentog sig hver time. Hannen havde ikke engang tid til at pudse næbbet . Det sidste æg blev fjernet 13. september, det lå under strøelsen i reden og var koldt og dødt. Det indeholdt en fuldt udviklet unge. Selvom ungen lå så den kunne hakke hul på skallen var det ikke lykkedes for den.

Æggesækken var ikke tilbagetrukken og ungen var blevet kvalt. De tre andre unger udviklede sig pragtfuldt. De blev ringet med 8,5mm ringe da de vejede ca. 100 g. Da dette var det første kuld for parret, rørte jeg ikke ved ungerne mere efter ringmærkningen, og det fortrød jeg senere. De var sky og bange længe, selvom forældrene tillidsfuldt kom hen til trådet og tog lækkerier af hånden. Denne skræk havde ungerne stadig efter næsten 1½ år.

I dag vejer jeg alle Pionus unger regelmæssigt under opdrættet. I en alder af ca. otte uger har vi dem ude i op til en halv time af gangen, så de kan vænne sig til vore hænder og til os/menneskene. Alle vore forældrefugle syntes det er fint, og nogle gange har jeg på fornemmelsen, at de venter på det og ikke mindst på rosen af de skønne, pragtfulde unger.

Siden 1992 har de lagt fem æg pr. kuld. I meget regnfulde år havde vi også i de indendørs volierer en meget høj luftfugtighed, og derfor, indtil vi lærte at omgås dette, var det ikke alle æg der klækkede, trods delen af befrugtede æg var meget stor. Indtil nu har dette par fået 14 unger.

Det andet par har været sammen siden 1993. Hannen er fra 1988 og tysk opdrættet, hunnen er fra 1990 og er en import fugl. Fuglene accepterede hinanden fra starten af. Den første parring skete i oktober 1993, det kunne vi se med vores video overvågning, men de madede ikke hinanden, og det gav ingen æg. I 1994 blev det ikke til nogen regulær parring. Først i 1995 madede de hinanden og de rugede. Hunnen rugede fast på tre æg som alle var befrugtede. Inden klækningen blev æggene anbragt i en rugekasse, og alle unger kom ud. De blev lagt tilbage med æggeskallerne og forældrene tog imod dem uden problemer, selv om det var det første kuld for dette par. De havde heller ikke noget imod at vi lavede redekontrol. Alle ungerne voksede og de blev også ofte vejet og taget op i hånden.

Hvidpandet Pionus (Pionus Senilis)

Hvidpandet Pionus’er lever i regn- og alm. skove, såvel som i træsavanner op til 2300 m over havet, i øst og sydøst Mexico og sydover til vest Panama.

De har en længde på 24 cm. Ryggen og vingerne er grønne, udfarvede fugle har guldfarvede pletter på vingerne. Pande, forhoved og tøjler er hvid, de øvrige hovedfjer grønne med blå kanter og brystfjerene er olivenbrune med lillablå kanter, maven er blåliggrøn. De yderste armsving fjer er blå med grønne kanter, håndsvingfjerene er mørke blå og underhaledækfjerene er røde med grønne kanter.

Vores par sad ikke tæt sammen fra starten, ligesom vores Dusky’er gjorde. I marts 1990 gik de i kassen for første gang, hvor de endevendte strøelsen op til flere gange. Den 20. marts får hunnen en skade over det ene øje. For at beskytte den fjernede vi hannen. Til vores skræk konstaterede vi at han havde et stærkt blødende sår under vingen, som jeg tog mig af. I 4 døgn lod vi dem sidde hver for sig, men de spiste næsten ikke. Vi satte dem sammen igen og de parrede sig næsten omgående. Den 31. marts kom det første æg, 3 fulgte efter. 2-3 gange dagligt kom ”Emma” ud af kassen for at spise, komme af med afføringen og for at parre. Alle æggene var befrugtede og hun rugede fast på dem. Efter 28 dage var der stadig ikke kommet noget ud af æggene. Ungerne i æg 1 og 2 var døde, æggesækken var ikke tilbagetrukken og æggeskallen ikke brudt, og nakken havde en blårød hævelse. Ved æg nr. 3 forsøgte jeg at anvende hul metoden. Efter 26 dages rugning lavede jeg et hul i ægget. Den 28. dag hørte jeg kraftig og vedvarende kalden, men jeg havde ikke modet til at åbne ægget. Da jeg den 29. dag besluttede mig til at gøre det var det for sent. Æggesækken var tilbagetrukken, den fuld udvoksede unge var død. Æg nr. 4 havde jeg også lavet et hul i, uheldigvis det forkerte sted. Nakken havde lukket hullet, æggesækken var ikke tilbagetrukken, og ungen blev kvalt.

I 1991 var der igen stridigheder mellem fuglene, med efterfølgende 4 æg som var befrugtede. Æggene havde forskellige former: normal æggeform, næsten rund og spidskeglet. Ungen fra det første æg hakkede i ægget men kun en lille cirkel. Hovedet sad fast til æggeskallen og den var død. På dette tidspunkt var det meget varmt og tørt. Ungerne fra æg 2,3 og 4 blev udklækket, efter at jeg havde fugtet reden og hjulpet til (fjernet æggeskallerne og fået ungerne ud af æggene) med bedre forhold. Rugetiden varede 27 dage og ungerne havde en vægt på 9 g, 8 g og 7 g. Den letteste unge kom fra det spidskeglede æg. På 3. dag havde den stadig samme vægt selvom kråsen altid var fyldt, og om aftenen var den død. De to andre voksede godt og blev ringet da de vejede ca. 100 g. Da ungerne næsten var befjeret, så det ud til at hannen atter var i brunst. Han angreb hunnen meget, og for at beskytte hende, fjernede jeg hannen. Det var en stor fejl. I dag ved jeg, at der er en arbejdsfordeling hos Pionus’erne. I de første fire uger spiser hannen uafbrudt, holder maden i kråsen i en god halv time og fodrer så hunnen, efter at hun har fodret ungerne. I hunnens kråse bliver maden fordøjet for anden gang og derefter givet til ungerne. Efter den 4. uge fodrer hannen også ungerne og hunnen opholder sig lidt udenfor reden. Efter den 6. uge er det faktisk kun hannen der fodre, og hunnen hjælper kun sjældent til. Derfor tog den Hvidpandede Pionus hun sig ikke af ungerne, det skulle hannen have gjort. Det var meget varmt, over 35°, og da jeg lavede redekontrol, lå en af ungerne meget stille og den døde i min hånd. Den anden gav jeg først noget vand og sidenhen mad. Den unge der døde var den stærkeste af disse to, og er sikkert ikke død af sult, men snarere af tørst.

I 1993 havde parret den samme redekasse, men i foråret kom der ikke noget kuld. Hannen lokkede godt nok, men hunnen ville ikke ind i kassen. Om det kun skyldtes kassen eller det havde noget at gøre med, at vi i dette år, p.g.a. byggeri på vort hus, kun fodrede med tørfoder ved jeg ikke. Også blomsterpollen og en del af vitamintilskuddet havde jeg undladt, da jeg ikke havde fået købt noget nyt efter at have brugt det gamle. Først i efteråret, da jeg igen havde tid til fuglene, ændrede jeg alt. Og hvilket resultat, i december gik begge Hvidpandede i redekassen. I slutningen af februar 1994 lagde hun 4 æg, og alle var befrugtede. Udover en lille skramme på overnæbbet på en af fuglene, var der ikke noget i vejen denne gang. det var et fugtigt forår, og luftfugtigheden i hele huset var 80%. Alle æg havde en lille luftblære. Æggene blev lagt i rugemaskinen, uden fugtighed, og kort før udklækningen lavede jeg et hul i dem. Unge nr. 1,3 og 4 udklækkede efter 26, 25 og 23 dage og blev lagt under hunnen. Unge nr. 4, igen fra et spidskeglet æg, havde en udklækningsvægt på 6 g, de andre 8 g og 9 g. Nr. 4 lå efter få dage indtørret i strøelsen, de 2 andre blev fodret godt. Igen var der stor forskel på de hvide pandebånd, og ungerne var et par.

Vores andet par består af en hun, som jeg har håndopmadet i 1992 og en importeret han. I mere end et år havde jeg forsøgt at få fat i en tysk opdrættet han, men forgæves. Da hunnen ikke længere skulle sidde alene købte jeg en importeret ung han. Jeg ville selv finde ud af om en håndopmadet fugl var i stand til at parre sig og få unger.

Hannen var klippet i vingerne og var ikke flyvedygtig. Hunnen angreb ham kraftigt, og jeg havde ikke andet valg, end at klippe svingfjerene på hende, så de var jævnbyrdige. Efter kort tid begyndte de at pleje hinandens fjer og havde kropskontakt. De sov også snart tæt sammen. De ord, som hunnen havde lært under håndopmadningen, kan hannen også i dag. I 1996 forsøgte de at parre sig. Under parringen marcherede hunnen med hannen på ryggen hen over grenene. Der gik lidt tid inden hannen fandt ud af at placere hunnen, således at hun ikke kunne ”løbe” fra ham. Hun lagde også æg. Et æg lå udenfor reden på jorden, det andet lå i reden og hun rugede fast, men ægget var desværre ubefrugtet.

I 1997 begyndte de allerede i januar begge at pusle i reden, og de parrede sig ret ofte. I maj lagde hun det første æg. Da hun rugede meget uroligt, lagde jeg ægget ind til et par Maximilian Pionus’er (Pionus Maximiliani). Men de havde vendt , deres egne æg + det jeg havde lagt under, så flittigt at efter 14 dage var alle æg knust og en gang smadder. Det andet æg fra de Hvidpandede Pionus’er lagde jeg i rugemaskinen. D. 23. juni udklækkedes ægget næsten af sig selv, ungen vejede 9,8 g. Jeg lagde det sammen med æggeskallen tilbage til hunnen. Den plejede ungen meget godt, men fodre – skal man det?

dagen fodrede jeg 4 gange og ikke om natten. Jeg håbede på at den kraftige tiggelyd ville opfordre parret til selv at fodre. D. 25. juni vejede ungen kun 8,8 g, men jeg fodrede videre som tidligere. Endelig, efter at jeg faktisk havde opgivet håbet, havde ungen taget på og den vejede 12,1 g. Fra dette tidspunkt fodrede forældrene regelmæssigt. Allerede efter yderligere 6 dage, vejede ungen ifølge min vægttabel det samme som de andre Hvidpandede Pionus unger havde vejet på samme tidspunkt. I slutningen af 9. uge efter udklækningen, kunne man for første gang se ungen stikke hovedet frem af kassen.

I slutningen af september satte jeg ungen, som højest sandsynlig var en han, sammen med en ældre Dusky Pionus. Den lille Hvidpandede Pionus er meget fortrolig og det har den lært af forældrene, og ligner dem faktisk meget.

Hvis man har flere par af samme art, er det en fordel, hvis de ikke kan se hinanden, for ellers har hannerne travlt med at true hinanden, så det kun giver ubefrugtede æg. De skal dog kunne høre hinanden, da parringslyden stimulerer. Det forekommer ofte, at de parrer sig på samme tidspunkt.

Til sidst vil jeg sige, at det giver megen glæde, at arbejde med Pionus’er. De bliver meget fortrolige med den som passer dem, og forholdet mellem fuglene er interessant og lydstyrken er acceptabel.

Klækningshjælp – ja eller nej ?

Siden 1985 har vi haft et par Nyginea-Ædelpapegøjer (Eclectus roratus polychloros).

Næsten alle opdrættere og også Hr. Bock (Zoo Wuppertal), mente at luftfugtigheden ved klækningen var for ringe eller at ungerne var for svage og ikke levedygtige. Jeg forsøgte med foderomlægning, at tilbyde spirreblanding, meget frugt og forhøjet vitamintilskud for at bringe forældrefuglene i en bedre kondition. Redekasserne ”svømmede” næsten i æg, men uden resultat ! Efterhånden blev jeg øvet i at gennemlyse æggene og fandt ud af at næsten alle luftblærer var alt for små.

Fru Dr. Fergenbauer-Kimmel fortalte mig, at det nok var på grund af for høj fugtighed i rummet. Det blev bekræftet ved målinger med et Hygrometer, at luftfugtigheden lå mellem 75-80%. Derfor kunne der ikke fordampe nok fugtighed fra æggene. Ud over dette havde jeg indtryk af at æggeskallen hos Ædelpapegøjerne var meget tyk. Det er først muligt at se om ægget er befrugtet efter ca. 8-10 dages rugetid.

Vi anskaffede os en rugemaskine, og jeg forsøgte gennem læsning af faglitteratur, som på tysk næsten kun er for hønseavlere, at udvidde min viden. Til stor hjælp var bogen af Rick Jordan (1989) om ”Kunstig udrugning af papegøjer”, men den var på engelsk.

Ved de unger som er store og oppustede, og som ligner balloner med ben, går der ca. 12 timer før disse bliver lagt under hunnen, da de skal kunne sidde og de skal også være aktive.

Pionus’er (Pionus menstruus) reagerer meget panisk, og er extrem sky i lang tid, hvis de ikke bliver berørt under opdrættet.

Selv om andre fugleopdrættere har den opfattelse, at fugle der ikke kommer ud af ægget selv, ikke burde leve da de sandsynligvis er for svage, mener jeg at mine fugle har bevist noget andet. Alle de papegøjer jeg har hjulpet til verden har udviklet sig til sunde og kraftige fugle. F.eks. er de parret sammen med andre fugle, har lagt æg og opfostret unger. I den fri natur ville de gamle fugle finde en ny rede, hvis første opdræt mislykkedes, men i fangenskab er dette umuligt. Altså må vi hjælpe så godt vi kan.

Snit af et papegøjeæg hvor klækningshjælp bliver ydet

                                       X = Ved normal liggende unger er næbbet her.

                                       E = Æggehinde.

                                       S = Æggeskal.

                                      H = Hovedblodåre.  

                                      K = Kontrolåbning hvor næbbet befries.

Denne artikel er hentet fra ”Papageien 5-96, 1-98 og 2-98”.

Oversat af: Bjarne Raabjerg

Interessegruppen for Pionus.