VIOLVINGET PIONUS

Pionus fuscus

Pionus fuscus (P.L.S.Müller)

Dansk : Violvinget Pionus

Engelsk : Dusky Pionus

Tysk : Veilchenpapagei

Udbredelse :

Der er 2 udbredelsesområder -1: Rio Cesar (Nord-Kolumbien) til Sierra de Perija (Nordvest Venezuela) 2: Syd Venezuela den nordlige del af Orinoco, Guyana, Surinam, Fransk Guayana, Nord Brasilien fra Amapa over Para sydpå til Nord Maranhao.

Beskrivelse :

Hovedet er mat skiferblå, denne farve kan brede sig helt om i nakken, tøjlerne røde, varierende fra få røde fjer til meget intensive røde fjer, øredækfjerene er sorte og er kantet med hvide/hvidgrå fjer. Kinder og strube er blåbrune, kindfjerene har rosa (matrosa) kanter, ryggen er mørkebrun til sortbrun, nogle fjer har lysebrune kanter. Vingerne er mørkebrune, hvor alle fjer har en bleg kant. Sving- og hånddækfjer samt tommelvinger er blålig – purpurblå, undervinge-dækfjerene er violetblå. Overbrystet er gammelrosa/brunlig, bryst og bug er brun, og alle fjerene her har matrosa eller blålige kanter. Underhaledækfjerene er røde, halen er mørkeblå, de yderste halefjer på indersiden til basis er røde. Overnæbbet er sort, og ved roden hornfarvet, undernæbbet er helt sort. Den nøgne øjenring er grå og den ufjerede næsehud er blågrå. Iris er brun, tæer og fødder er mørkegrå, neglene er sort. Den er 26 cm lang. Der er ikke nogen synlig kønsforskel.

Ungerne ligner forældrene, men fremviser dog ikke farveintensitet og fjerglans. Bryst og bug fremtræder temmelig grågrøn/brunlig, hovedet er gråblåt, iris er mørkere.

Levevis :

Dusky’er er fladlandsfugle og findes hyppigst 600 m. over havet. Kun den isolerede art ved Rio Cesar (Nord-Kolumbien) og Sierra de Perija (Nordvest Venezuela) forefindes helt op til 1200 m. over havet. Man kender næsten ikke til bestanden ved Sierra de Perija, kun at forekomsten i dette øvrige udbredelsesområde sjældent omtales. Hoppe (forsker) betvivler dog denne iagttagelse og formoder, at det er Bronzevinget Pionus der findes i dette område.

Dusky’en er en udpræget skovfugl og ses sjældent i andre områder. Den foretrækker skovområder langs med floder og skovbryn. I yngletiden ses de dog ofte udenfor skovområder, hvor de søger efter føde i åbne landområder. Dusky’en vender hen mod aften tilbage til skovområderne. Dusky’erne er dog sjældent i store flokke i landområderne, pga. at den Blåhovedet Pionus holder til i området. For det meste er Dusky’en i små grupper eller parvis, men efter yngletiden kan der dog forekomme store flokke.

Dusky’en har et ekstremt højt skrig, når den kommer flyvende. Dens alarmskrig kommer i serier hurtigt efter hinanden. Støjniveauet er meget højere end hvis det var Venezuela Amazoner. Ikke desto mindre så kan Dusky’erne tilbagelægge en længere flyvetur uden larm.

D. Hoppe beretter i 1986 om en sværm Dusky Pionus’er på ca. 100 stk., der holdt til ved foden af La Gran Sabana i Sydøst Venezuela, hvor han havde slået lejr. Dusky’erne passerede flere gange dagligt over dette sted, i en betragtelig højde og med megen larm.

I månederne juli og august søger Dusky’erne efter føde ved kystsavannen ved Guayana. Og ved denne lejlighed kan man betragte hvilken form for føde Dusky’erne indtager. De forskellige arter af vilde figner (Ficus ssp.) udgør en stor del af fodret ligesom Dusky’erne foretrækker frugten Papaya (Carica ssp.). Guave frugten (Psidium ssp.) er også en væsentlig del af føden. Ligesom den Blåhovedet Pionus holder Dusky’en også meget af Assacu (Hura crepitans).

Denne iagttagelse er dog lille og det formodes, at Dusky’en lever af mange andre frugter/bær. Det vil dog aldrig lykkes, at finde ud af hvad Dusky’erne lever af i yngletiden.

Man kender ikke ret meget til detaljerne i forbindelse med yngletiden hos den fritlevende Dusky. I april opdagede man i Guyana et par der havde en rede 14 m oppe i et højt træ og de fik 4 unger, men allerede i januar ynglede et andet par i Rio Xingu i Para, Brasilien, i en rede 40 m oppe.

Lige fortiden er frilands populationen af Dusky’er relativ stabil, selvom der stadig oftere ses utrolig mange Blåpandede Pionus’er i dette område. Store skovområder syd for Amazonaen er fældet, hvilket betyder at bestanden af Dusky’er forringes, men det er endnu ikke lykkedes at gribe ind for at bevare skovene.

Opdræt :

De første Dusky’er i Europa var i London’s Zoo i 1869. Siden er Dusky’en sjældent set på europæiske fuglemarkeder, men i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne blev der importeret nogle få fra Guyana. Også i sit hjemland er Dusky’en sjælden. Walsrode Vogelpark havde fra 1976 og i længere tid Dusky’er, men desværre er de ikke i besiddelse af arten længere. I Loro Parque, Tenerife, har man Dusky’er i det nye Pionus-anlæg.

Af Pionus’er, betegner Hoppe Dusky’erne for de mest støjende, for undertiden skriger de øredøvende højt. Han beskriver dem også som meget nysgerrige og nemme at gøre tamme. De spiser gerne af hånden og kommer tit helt ud i fodergangen når han fodre dem. Når de andre Pionus arter kommer hen i tråden ud til fodergangen går Dusky’en til angreb og det er kun den Bronzevinget Pionus i buret ved siden af, at den respekterer.

Robiller (forsker) karakteriserer Dusky’en i fangenskab som livlig, ”råbende”, tillidsfuld og nysgerrig, men også bange. Den har en høj røst som høres ved visse lejligheder.

Den aggressivitet som Hoppe beskriver bliver ikke omtalt hos øvrige opdrættere, tværtimod så betegnes Dusky’en som kærlig, nysgerrig og tillidsfuld. De efterligner ofte ”ejerens fløjt”.

I brasilianske fuglehold er dette forhold stadig gældende da der ikke bliver opdrættet nogle avlshanner (Nardelli, Farney S. Xavier 1996). Hos Wächter, Tyskland, 1996, tog det ca. 12 måneder at finde en avlshan. Ligeledes kom der i 1996 opdræt fra Philipinerne til Tyskland.

Det første opdræt af Dusky’en var i 1986 i Tyskland hos Diefenbach. Ud af 5 æg klækkede alle efter 26 dages rugetid, og forældrene opfostrede dem og efter 62 dage forlod ungerne reden.

Gennemsnitlig størrelse på æggene er 34,5 x 27,0 mm – og et opdræt består som regel af 4 æg.

I 1995 var det lige ved at lykkes for Schorten at få et opdræt, men det mislykkedes desværre.

Rosemary Low (1992) mener ikke at det er svært at opdrætte Dusky’er, men erkender dog, at der kun er ganske få opdræt der er lykkedes.

Siden hen har der dog været en del opdræt, f.eks. Löwnestein, Østrig, og ud fra AZ-opdrætsstatistikken i årene fra 86-94 så er der opdrættet 27 Dusky’er.

I 1997 lykkedes det så for Birte Jakobsen, Rødovre, at få Dansk Førsteopdræt.

UDARBEJDET AF INTERESSE GRUPPEN FOR PIONUS

Bjarne Raabjerg