|
Opdræt af Rødkappet Pionus i Loro Parque
Pionus Tumultuosus
Roger G. Sweeney. Porto de la Cruz, Tenerife
Den Rødkappede Pionus ( Pionus tumultuosus ) er en flot og rolig fugl med en interessant opførsel og adfærd. At holde denne art er meget fristende, desværre er det ikke ofte lykkedes med opdræt. Den Rødkappede Pionus er 29cm. lang. I slutning af ynglesæsonen 1996 i Loro Parque , vejede hannen i vores ynglepar 224g. og hunnen 265g. Grundfarven på fjerene er grøn. De vinrøde fjer på panden, tøjlerne og kinderne har en hvidlig basis. Isse og baghoved er mørkerød. Nakke, side nakkefjer, øredækfjer og bryst er rødviolet. Den nøgne øjenring er grå. Underhaledækfjerene er røde med gulgrønne kanter på spidserne. Næbbet er olivengul, fødderne er grå. Ungfugle adskiller sig fra de voksne fugle p.g.a. deres grønne nakke og bagisse. Hage, kinder og bryst er også grøn. Underhaledækfjerene er gulgrøn med rosafarvede kanter.
Den Rødkappede Pionus forekommer i bjergregion i Central- og syd Peru. Dens oprindelige leveområde er ikke helt fastlagt. Der foreligger for få informationer til at kunne vurdere den nuværende bestand af arten i den frie natur. Det er dog bekendt, at den Rødkappede Pionus foretrækker højder fra ca. 2000 m. over havet og gerne højere. Arten har altid været meget sjælden at finde i fangenskab. P.g.a. det meget beskedne opdræts resultat har det medført, at arten næsten er forsvundet i fuglehold.
I Loro Parque var der i mange år kun en enkelt han, indtil der blev erhvervet en hun fra Sydafrika, som var opdrættet af Dr. Deon Smith. Parret harmonerede meget godt, men havde inden min ankomst i parken i 1994 dog ikke forsøgt at yngle. De Rødkappede Pionus'er bliver som alle andre Pionus'er fodret to gange dagligt. Kl. 700 får de ca. 60 g blandet salat, som består af: æbler, pærer, hovedsalat, tomater, appelsiner, rødbeder, lucerner, røde peberbælge, bananer, palmefrugter og gulerødder. I en anden skål er der ca. 30 g foderpiller (Prettybird Hiprotein Special) som fuglene har til rådighed hele dagen. Kl. 1500 bliver det overskydende foder fjernet og her får de en ny skål med ca. 50 g foderblanding bestående af: solsikkekerner, Kardi, majs, hirse, havre, negerfrø, hamp, munkebønner, linser, ærter og kogte bønner.
Drikkevandet bliver grundigt desinficeret. Hvert bur er udstyret med et sprinkleranlæg som bliver tændt hen på formiddagen og igen hen på eftermiddagen i ca. 15 minutter pr. gang.
I begyndelsen af ynglesæsonen 1994 blev vores Rødkappede Pionus'er flyttet over i det ny byggede anlæg for Pionus'er. Selvom de så ud til at befinde sig godt i det nye anlæg, viste de desværre ingen tegn på yngleadfærd. I det følgende år viste de heller ingen tegn på ynglevillighed, det skyldtes sandsynligvis det omfattende bygningsarbejde der var i gang tæt på voliere anlægget. Da byggeriet var færdig i foråret 1996, ændrede parret adfærd. Hunnen tilbragte megen tid ved og i redekassen og rede materialet blev rodet godt igennem. Men der blev desværre ikke lagt æg.
I 1997 viste parret igen tegn på parring og den 19. februar lagde hunnen det første æg. Herefter fulgte der yderligere to æg, men desværre blev der ikke ruget fast nok. Jeg fjernede æggene og lagde disse i en rugemaskine. Da jeg gennemlyste dem var der ikke tegn på at de var befrugtede, da luftkammeret var meget stort. Efter fem dag i rugemaskinen kunne man ane fostre, men efter 16 døgn var de desværre døde. Dette skyldtes formentlig den dårlige rugning af hunnen i starten.
Parret fortsatte med at parre sig og resultatet kom den 27. april, hvor der blev lagt æg igen. Samme tid rugede et par Maximilian Pionus'er (Pionus maximiliani) som vi kunne bruge til ammefugle. Af de 4 æg som den Rødkappede Pionus hun havde lagt tog vi 2 æg og lagde hos Maximilian Pionus'en. vi tog 1 æg fra Maximilian Pionus'en og lagde under den Rødkappede Pionus for at forskellen ikke skulle blive for stor. De øvrige æg fra Maximilian Pionus blev kunstig udruget og håndopmadet. De Rødkappede Pionus'er havde ikke held med deres egne æg, hvorimod de viste sig som gode forældrefugle for Maximilian ungen. Da ungen var få dage gammel, fjernede jeg de 2 andre æg og undersøgte dem. De målte 38,3 mm x 27,4 mm og 34,6 mm x 27,0 mm og indeholdt begge fostre som var døde da rugningen var halvvejs.
I mellemtiden var begge Rødkappede Pionus'er udklækket hos Maximilian Pionus'en. Vores opmærksomhed vendte sig dog hurtigt mod, hvilke forholdsregler vi kunne tage mod svampeangreb. Før rugningen blev redekassen grundig desinficeret og som redemateriale brugte vi rent savsmuld. Efter udrugningen var savsmuldet blevet snavset. Hos andre fugle har jeg som regel ingen bekymringer m.h.t. savsmuldet, men i dette tilfælde tog jeg nogle andre forholdsregler. Efter 5 døgn udskiftede jeg redematerialet og gav dem nyt savsmuld. De små tykke, hvide dunfjerede Rødkappede Pionus unger minder om nyudklækkede Kea'er (Nestor Notabilis) eller unge Ravnekakaduer (Calyptorhynchus).
Den 12. juni havde jeg ungerne ude af kassen for at se om de kunne få faste ringe på. Ved samme lejlighed blev de vejet og for en sikkerhedsskyld undersøgte vi kroen og tog en afføringsprøve. Fuglene så ud til at være i god tilstand, men laboratorie resultatet af afføringen viste dog, at der var E-coli-bakterier (mere end der normalt er ved unger i denne alder, som er opfostret af forældrene). I 3 dage gav vi ungerne antibiotika, men dog uden resultat. Indtil ungerne forlod reden udskiftede vi regelmæssigt savsmuldet.
Den 15. juni fandt vi til vores store skuffelse, en død unge i reden. Obduktionen viste ikke noget, ungen var formodentlig død af en svampeinfektion. Den anden unge blev fjernet fra reden og anbragt på en fulgeklinik. Den var næsten fuldfjerret og blev fodret 3 gange dagligt. Dens tilstand blev omhyggeligt fulgt. Ungen var stor/kraftig og viste ikke tegn på bakterie- eller svampeinfektion. Den virkede meget nervøs. Efter 2 dage blev den sat sammen med en ung Equador Amazone (Amazona autumnalis lilacina), der var anbragt på klinikken p.g.a. et brækket ben. Den var mere selvbevidst og spiste uden tøven af foderskålen. I selskab med Equardor Amazonen blev den Rødkappede Pionus med tiden modigere og tog for sig ved foderskålen. 4 uger efter at den var indleveret på klinikken, tog den selv foder og var i en god tilstand.
Efter episoden i 1997 håber vi, at avlsparret i den næste ynglesæson får mere held. Med opfostringen af Maximilian Pionus beviste de Rødkappede Pionus'er, at de er egnede som forældre. Hvis hunnen lægger befrugtede æg, lader vi forældrene selv klare opgaven.
Denne artikel er hentet fra "Papageien 10-98".
Oversat af: Bjarne Raabjerg
Interessegruppen for Pionus | 