Opdræt af Hvidpandet Pionus

 Pionus Senilis

Olivier Arnoult, Menton, Frankrig

I 1824 beskrev den tyske zoolog Johan Baptist von Spix (1781-1826), den Hvidpandede Pionus (Pionus Senilis) som "Psittacus senilis". Fuglene lever næsten udelukkende i det tropiske skovområde i Mellemamerika fra Nordøst Mexico (Tamaulipas, San Luis Potosi) til Belize, Nord Guatemala til Nord Honduras og Øst Nicaragua. Længere mod syd findes de i stort omfang i Costa Rica og i Vest Panama, og endda også ved Stillehavet. Underarten Pionus s. decoloratus (udbredelsesområde fra Yacatán til Panama) er ikke anerkendt i dag.

Fuglene er ca. 24 cm lang og kan opnå en vægt på ca. 230 gram. Den Hvidpandet Pionus er uden tvivl den mindste af alle Pionus arterne, hvor der som bekendt er 7 arter mere. Pande og isse er hvid. Resten af kropsfjerene er blågrønne (den blå farve tager til med alderen). Nedenfor næbbet er der en lille rosafarvet plet. Brystfjerene er olivenbrune med violette kanter, mave- og rygfjer er mørkegrønne. Svingfjerene er mørkeblå, de små og mellemste overvingedækfjer er gullig-kobberfarvet og halefjerene er mørkegrønne/blålige. De røde underhaledækfjer har grønne kanter. Næbbet er hornfarvet og fødderne er lyse grå. Iris er brun og den nøgne øjenring er hvidrosa.

I 19. århundrede kom det første par Hvidpandet Pionus til Europa. Allerede i 1862 og 1867 erhvervede London Zoo sig flere par, men det første registrerede æg kom først i 1933. Ægget blev dog ikke udruget. Af det andet hold æg blev der udruget 1 unge, men denne blev dog slået ihjel af hannen efter 7 dage. I 1934 kom endnu en unge, som fra den 4. dag blev håndopmadet af J.J. Yealling. Opmadningsfodret bestod af en grød af opblødte jordnødder, solsikkekerner, mørkt brød, kartofler, hovedsalat og æggeblommer.

J.J. Yealling opvarmede det først i munden på sig selv, hvorefter ungen fik det serveret.

Det næste vellykkede opdræt var i 1970 hos Pat & John Stoodley, forfatterne til den berømte bog "Pionus Parrots" (1984). I de følgende år blev der importeret et betydeligt antal Hvidpandet Pionus'er  til Europa. I tidsskrifter opfordredes der kraftigt til en forbedring af opdrætsforholdene (f.eks. mere ro ved forældrefuglene og bedre hygiejne), for at kunne forhøje antallet af opdræt. Desværre har mange fugleholdere også i dag fugle fra naturen, og dette er meget beklageligt da den Hvidpandede Pionus er en truet art i naturen.

Mine Hvidpandede Pionus'er får en blanding af tørrede frø (forskellige hirser, glanz, kardisat, dari, byg, paddyris, havreskrå, boghvede, hamp, stribede og hvide solsikkekerner, græskarkerner.). Sammensætningen varierer i takt med årstiden. Spirrede frø (hvede, byg, kardi, paddyris, solsikkekerner, bønner, ærter og linser) gives i perioden fra maj til september. Jeg lægger frøene i blød i vand i 24 timer, og jeg tilsætter Vanodine V18 (indeholder jodsalt og antimykotika). Derefter kommes frøene i en plastiksi og skylles grundigt under rindende vand, før jeg giver dem til fuglene. En gang i ugen tilsætter jeg calcium og sporstof i foderet (MSA, vitakalk). Hver dag får mine Hvidpandede Pionus'er småsnittet frugt og grøntsager, overvejende hårde æbler, gulerødder, selleri og fennikel. Alt efter sæsonen får de også granatæbler, ildtjørnebær, halvmodne majs, rødkål, kinakål, vindruer, tomater, appelsiner og kaktusfrugter. Friskt drikkevand og mineralsten er året rundt altid til rådighed for fuglene. Engang i ugen får de også friske grene med knopper på.

I 1996 forsøgte mit par for første gang at formere sig. Hannen var på dette tidspunkt 4 år og hunnen var 3 år. I begyndelsen af maj parrede de sig regelmæssigt. Hunnen undersøgte redekassen grundigt (40 cm høj, grundflade 25 cm x 25 cm), og lidt efter forlod hun den ikke i 2 uger. I denne tid gnavede hun i den tørre fyrtræsredekasse og træspånerne brugte hun til redemateriale. Hannen fodrede sin partnerske i denne tid, således kom hunnen kun ud fra kassen om aftenen kl. 20.00 i ganske kort tid. Indenfor 2 dage lagde hun 3 hvide æg (13 gram pr. stk.). Hunnen begyndte allerede at ruge efter at hun havde lagt det første æg. Efter 26 dage udklækkedes 2 unger og det 3. æg var ubefrugtet. Kontrollen  af redekassen var meget vanskelig da forældrefuglene var meget aggressive når de blev forstyrret. Kun 1 dag efter æggene var klækket, fandt jeg den ældste unge med tom kro og den var død. Den var sikkert slået ihjel af forældrefuglene. Den anden unge opfostrede de uden problemer. Ved klækningen havde den rosafarvede unge tætte hvide dun. Efter 15 dage fandt jeg desværre også denne unge død i reden. Kroen var godt fyldt, men på halsen kunne jeg se et bidemærke. Nu forlod hunnen reden og vendte ikke tilbage mere. Jeg kunne have fjernet ungen efter at den første var død, men jeg var overbevist om at forældrefuglene selv kunne opfostre den.

I 1997 tilbød jeg fuglene den samme redekasse. I begyndelsen af marts begyndte hunnen at gå i kassen. Hun lagde 2 æg, hvoraf kun det ene var befrugtet. Fosteret døde i et fremskredent stadium i ægget. Efter dette opgav hunnen at ruge.

Den 20. juni lagde hun igen 2 æg. Da parret som tidligere var meget aggressive og nervøse ved redekontrol, lod jeg fuglene være i fred under hele rugetiden. Den 14. juli konstaterede jeg, at hannen uafbrudt fløj mellem foderstedet og redekassen. Da jeg lyttede ved kassen kunne jeg høre de typiske tiggelyde fra en unge. Da hunnen forlod reden om aftenen et kort øjeblik, benyttede jeg lejligheden og løftede låget til redekassen. Jeg så en unge og sikkert et ubefrugtet æg. Da hunnen opdagede min tilstedeværelse, vendte hun straks tilbage til sit afkom, og de næste 10 dage turde jeg ikke at undersøge reden. I denne tid blev ungen godt forsørget og udviklede sig flot. Opdrættet forløb gnidningsløst. Hannen spiste nu store mængder halvmodne majs og spirefrø.

Da ungen var 18 dage blev den ringet med en 7,5 mm ring, og jeg tapede ringen fast med hudfarvet hæfteplaster. Efterhånden som ungen voksede skiftedes forældrene til at fodre den. Efter 8 uger forlod ungen reden og blev fodret endnu 3 uger af forældrene. Så blev den pludselig angrebet af hannen, så jeg var tvunget til at skille familien. Ungen kom i en separat afvænningsbur, hvor jeg gennem 2 uger hver aften gav den opmadningsfoder med en ske, og derudover spiste den frugtstykker, halvmodne majs og spirefrø 

Da ungen kunne klare sig selv, havde den samme størrelse som forældrene, men fjerdragten var afvigende: Panden var ikke hvid, nærmere svag cremefarvet, resten af hovedet og brystet var vandgrøn. Dækvingerne havde gule skæl, underhaledækfjerene var rosarøde med et anstrøg af blåt. Fødderne og næbbet var hornfarvet.

Selvom alle æg var befrugtede var der kun 2 der klækkede. Det 3. foster døde indenfor de første par uger af rugetiden. De 2 unger blev opdrættet uden problemer og da de var 20 dage blev de ringmærket med 7,5 mm ringe. I slutningen af den niende uge forlod ungerne redekassen og indtil de var selvstændige blev de omhyggeligt passet af forældrene. I de første uger efter ungerne havde forladt reden var de meget bange og kluntede. De fløj tit imod tråden i volieren, som de så klamrede sig til længe. Denne gang var der ikke tegn på, at der var aggressive forhold mellem ungerne og forældrene, det var som om de var blevet klogere siden sidste gang.

I 1970'erne var der ikke mange Hvidpandede Pionus'er i fangenskab. Eftersom fuglene var nemme at få til at yngle blev arten populær. Desværre kunnen man ikke se en tilbagegang i importen af vildfugle. Som tidligere blev talløse fugle af Pionus arten fanget i deres hjemstavn, og sammen stuvet i små bure blev de importeret af skrupuløse fuglehandlere. Den Hvidpandede Pionus var i en "sølle" stand efter deres pinefulde rejse. Fjerene var slidte, mange fugle havde brækket vingerne. Ude af stand til at flyve skjuler de sig i det fjerneste hjørne af transportkassen og skriger højt af angst og smerte, når nogle nærmer sig.

Når man tager hensyn til parrets aggressivitet i yngletiden, er det ikke svært at opdrætte Hvidpandede Pionus'er, også selvom nogle par har tilbøjelighed til at bide de unger der endnu ikke er flyvefærdig. Mit par har inden for 3 år vist sig at være et pålideligt ynglepar og opfostre deres unger uden problemer, såfremt man tager hensyn til deres fornødenhed. Kravene til voliere størrelsen er ret beskedne og jeg har indtryk af at mange par har nemmere ved at yngle i små volierer end i store. Hvis man udelukkende har fuglene i indevolierer kan den Hvidpandede Pionus yngle året rundt. Jeg foretrækker udendørs volierer da fuglene sagtens kan klare den milde vinter der er i Côte d'Azur.

Denne artikel er hentet fra "Papageien 7-99".

Oversat af: Bjarne Raabjerg 

Interessegruppen for Pionus