|
BRONZEVINGET PIONUS
Pionus chalcopterus
Der er 2 arter af Pionus chalcopterus.
1. Pionus chalcopterus (Fraser)
Dansk : Bronzevinget Pionus
Engelsk : Bronzewinged Parrot
Tysk : Glanzflügelpapagei
2. Pionus chalcopterus cyanescens
Udbredelse :
Nordvest Venezuela vestlig for Rio Zulia, Nord-Colombia fra Perija-bjerget langs Andelsbjergene til sydvest Colombia, over det midterste område i Ecuador til Nordvest Peru.
Beskrivelse :
Grundfarven er violetblå, kan dog variere til brunlig blå. Hoved og nakke er bronzebrun, fjerene er med stålblå kanter og ved roden beigebrun. Kinderne er hvide, det dækkede halsområde er brunt, halsen er matrosa og farven kan strække sig til overbrystet. Bryst og bug er mørkegrøn med brede intensive violetblå fjerkanter. Lårfjerene er grønlig-blåbrun. Ryggen og underryg er mørkebronzegrøn med blå kanter. Små og store vingefjer er bronzefarvet, men ved roden dog mere grønlig, vingerne er fra blå til grønbrun, håndsvingfjerene er blå, undervingedækfjerene er turkisblå og stålblå. Underhaledækfjerene er røde, halefjerene er mørkeblå og de yderste halefjer har rød basis. Mellem lårene er der en lille plet, som er matrosa og denne plet har samme farve som ved halsen. Næb er gullig hornfarvet, iris er brun, den nøgne øjenring er fra hudfarvet til mørkrosa. Fødderne er hudfarvet. Længden er 28 cm. Pionus chalcopterus cyanescens er dog kun 27 cm, har lidt lysere blå fjer, men det er meget vanskelig at se forskel på de to arter.
Der er ikke nogen synlig kønsforskel, og teorien om at den nøgne øjenring ved hunnen er mindre, er ikke noget sikkert kendetegn.
Ungerne ligner forældrene, men fjerene på hoved, vinger og ryg er mere grønlig, bryst og bugfjerene har mørkegrønne kanter. Schaible fortæller, at nogle af hans unger har grønne vinger og andre har tydelige bronzefarvet vinger, når de forlader kassen.
Levevis : Udenfor ynglesæsonen lever de sammen parvis eller i små grupper. Når de er i grupper kan de flyve hurtigere og tilbagelægge store strækninger. Når de flyver kan man høre, at de kalder på hinanden. Man kender ikke noget til dens naturlige adfærd og heller ikke dens vandreegenskab. Litteraturen omkring dette emne er stærkt afvigende. Iflg. Hoppe så befinder udbredelsesområdet sig ved Rio Magdalena-Tales. Her kan man se den Bronzevinget Pionus i et stort antal hver sæson. Mod nord, og mere mod syd er bestandigheden faldende. Principielt så er den Bronzevingede Pionus en almindelig papegøje i Colombia med et ubeskadiget bevoksning/ynglested. I Ecuador og Peru er den Bronzevinget Pionus meget sjælden. Der er stor tilbagegang af Bronzevinget Pionus i de skovområder, hvor der fældes meget træ. I nogle områder er den næsten uddød, så som ved Caura og Magdalena i Colombia. Allerede i 1980 foreslog man at holde status over de fremtidige fugle. Desuden beretter Robiller, at den Bronzevinget Pionus i yngleperioden, i de seneste år forekom oftere i Nationalparken Cueva de los Guacharos in Huila ved Vestbredden, for derefter igen at forsvinde resten af året, uden at man ved hvor den tager hen.
I ynglesæsonen ses den Bronzevinget Pionus mest parvis. Der er forskellige meninger m.h.t. begyndelsen af yngleperioden. Arndt mener, at ynglesæsonen begynder i april, Hoppe beretter om at han har overvåget nogle Bronzevinget Pionus’er i naturen, ved Rio Magdalena, og der var aktivitet i reden allerede i februar, og ved nærmere redekontrol viste det sig, at der var store unger. Ydermere siger Hoppe, at ynglesæsonen i den sydlige del begynder i september, i den nordlige del – i Sierra de Perija – er det i slutningen af februar. Rederne er for det meste i hule uddøde træer. De kan lægge op til 5 æg og gennemsnitsstørrelsen af æggene er 29,5 x 23,3 mm.
Det foretrukne levested er i skove med tropiske og subtropiske zoner mellem 500 og 2000 m højde. Ved sæsonvandringen udenfor yngletiden ses den Bronzevinget Pionus også under 500 m over havet, men også over 2000 m. Selvom den er en typisk skovbeboer, besøger den også regelmæssigt ryddede skovområder. Man ved ikke så meget om, hvad den lever af i naturen. Det vides dog, at de spiser frugterne fra Guaventræerne og fra Burutipalmerne. Fra Guaven er det ikke kun frugtkødet de spiser, men også de hårde, fin kærnede frø.
Opdræt :
De første Bronzevinget Pionus’er kom til Europa i 1883, hvor de blev opdrættet i London. I 1894 kom de første eksemplarer til Tyskland. Derefter var de mere og mere sjældne i Europa og først i 1975 blev de regelmæssigt indført. I 1975 havde Vogelpark Walsrode Bronzevinget Pionus’er. I begyndelsen af 80’erne blev importen reduceret. I Meli-Park i Adinkerke, Belgien, blev den Bronzevinget Pionus opdrættet i 1974. Stoodley, England, havde opdræt i 1973, men de var håndopmadet. Det par som Stoodley købte i 1971 nægtede at spise frø og blev derfor fodret med gulerødder, spinat, hyben, jordnødder og kogt kaninkød – en usædvanlig og ikke anbefalingsværdig fodringsmetode. De Bronzevinget Pionus’er blev anbragt i en 5,4 m x 1,2 m stor voliere og var yngleklar i maj 73, og d. 9. + 12. juni lagde hunnen æg og var i reden fra det 1. æg var lagt. Fodret bestod kun af spinat, friske majskolber, gulerødder, hamp, jordnødder samt frø.
D. 7. juli var der 2 nyudklækkede unger. Ca. 2 uger senere var den ene unge død – den havde fået overnæbbet bidt af og manglede også et ben. Den anden unge var underernæret og kold. Denne unge blev lagt ind til et par Rosella’er og de fodrede den som en af deres egne. D. 20. august stoppede Rosella’erne med at fodre den og så overtog Stoodley selv og håndopmadede den indtil den kunne klare sig selv. Ungen var en hun og blev senere sat sammen med en vildtfanget han, og allerede i 1976 ynglede de første gang. 2 gange lagde hun 4 æg, men alle unger døde i æggene. I 1977 lykkedes det dog og de fik 2 unger. I 1981 ynglede Bronzevinget Pionus succesfuldt hos Meyer, Schweiz. I 1991 fik Jette Christensen, Greve, så fornøjelsen af at få opdræt. I 1996 lykkedes det Loro Parque, Tenerife at få opdræt.
Bemærkning :
I 1952 fandt Meyer de Schauensee ud af, at der var en underart, nemlig Pionus ch. Cyanescens. Underarten adskiller sig fra nominat, da den har blå kanter ved bryst og bug. I 1986 afviser Hoppe, at der er en underart, med den begrundelse, at farvevariation nok skyldes at fuglene ikke kommer fra samme sted. Der er forskel på om de kommer fra nord Colombia eller fra Peru. Der er næsten altid farveforskel og nødvendigvis ikke kun på kanterne ved bryst og bug. De kan også variere på den rosa farve ved halsen samt farven på den nøgen øjenring.
UDARBEJDET AF INTERESSEGRUPPEN FOR PIONUS
Bjarne Raabjerg
|
