BLÅHOVEDET PIONUS

Pionus m. menstruus

Der er 3 arter af Pionus menstruus.

Udbredelse :

1.      Pionus m. menstruus

Venezuela, Trinidad, Guyana, Surinam, Fransk Guayana, Nord-Brasilien med østlig begrænsning Maranhao, sydlig til Nord-Mato Grosso, nordøst til nordvest Bolivia, sydøst til nordøst Peru, Columbien østlig for Andesbjergene.

2.    Pionus m. rubrigularis

       Sydøst Costa Rica, Panama, Nordvest og vest Columbien, vestlig for Andesbjergene, vest Ecuador til Guayaquil.

3.    Pionus m. reichenowi

       Nordøst Brasilien fra Alagoas til Espirito Santo langs med kysten.

Beskrivelse : 

1.    Pionus menstruus menstruus (Linne, 1766).

       Dansk : Blåhovedet Pionus

       Engelsk : Blue-headed Parrot

       Tysk : Schwarzohrpapagei

Grundfarven er grøn, hovedfjer kraftigt blå, intensitet og udbredelse meget variabel; hals og bryst er ligeledes blå, struben delvis rød med blå kanter, så der danner sig en uregelmæssig rosafarvet plet, der varierer en del. Øredækfjer sorte, skuldrene er bronzefarvede, håndsvingfjerene og de yderste armsvingfjer på undersiden er brunsorte. Underhale dækfjer er røde, halefjerene grønne, yderfjerene på inderfanen er røde, på ydrefanen og på spidsen blå. Næbet er sort, med rødlig plet på siden af overnæbet. Øjenring grå, iris mørkebrun, næsevoks grå, fødder grå. Størrelse 28 cm.

Ingen ydre kønsforskel, og det at hannen har større øjenring, er ikke nogen sikker garanti, ligesom det heller ikke er nogen garanti, at hunnen altid er mere mat i farven.

Unger mangler den intensive blå hovedfarve, for det meste er hovedet grønligblå eller næsten helt grøn. De røde fjer på struben mangler eller er kun svagt antydet, og brystet er også grønt. I panden er der enkelte røde, orange eller gule fjer. Underhaledækfjerene er lyserøde med lysegrønne kanter.

2.    Pionus menstruus rubrigularis (Canabis 1881)

Ligner meget nominatformen, den blå farve på hovedet er mattere, den røde strube plet er mere intensiv. Den grønne grundfarve virker mørkere end hos nominatformen. Størrelse 27 cm.

3.    Pionus menstruus reichenowi (Heine 1884)

       Dansk: Reichenows blåhovedet pionus

Pionus m. reichenowi adskiller sig klart fra de tidligere nævnte underarter. Den ligner næsten den blå mutant af nominatformen.

Den blå farve er tydeligere, alle grønne fjerpartier er blå i kanten eller helt blå. Den røde strubeplet mangler, den blå farve fra hoved til undermaven aftager i intensitet; i området fra undermaven og ned til lårene fremkommer der grønne fjer. Underhaledækfjerene er rødblå på spidserne, hånd- og armsvingfjer er mørkere på undersiden, og vingekanten er gulgrøn. Sort næb, og siderne på overnæbet er hornfarvet uden rød.

Levevis :

Blåhovedet Pionus lever i tropisk lavland og kan ses i op til 1000 m. højde, kun sjældent er de set i højder op til 1300 m. I yngletiden foretrækker de især områder i Urskoven langs vandløb. Udenfor yngletiden opholder de sig i forskellige vegetationsformer - så som åbne skovområder, savanner, palmelunde og dyrkede områder. Opholdsvarigheden ved det enkelte opholdssted er svarrende til udbuddet af føden, hvorved den Blåhovedet Pionus har for vane i perioder kun at ernære sig af bestemte frugter. Denne midlertidige fiksering af at indtage bestemt frugt er den Blåhovedet Pionus ekspert i. De mest betydelige frugter er f.eks.: figner, kødfulde frugter fra Morácea og Sapotáceae planterne, frugter fra Assacu (Húra crepitans) og Guaven. I Surinam er der tit store flokke af Blåhovedet Pionus'er  ved Guaven-revet, langs kysten, hvor der er meget modent frugt. Der bliver spist overdådigt - efter 2-3 bid bliver resten af frugten "smidt" på jorden - og en stor del af frugten bliver "smidt" på jorden umiddelbart efter at fuglene har bidt dem af grenen. Det vurderes, at der kun spises ca. 10% af frugten. Da den Blåhovedet Pionus ødelægger meget i en frugtplantage, ved at "svine" med maden udgør den en stor trussel og bliver derfor jaget.

Den Blåhovedet Pionus - og hermed menes især nominatformen - besidder et udstrakt udbredelses- område. Under den sæsonbestemte vandring ses den ikke i alle områder. I de frugtbare områder kan man se flokke på op til 1000 fugle, og der er en herlig kvidren fra disse når der spises og hviles, tværtimod er der megen støj når fuglene flyver til og fra overnatningspladserne.

De støjende grupper opløses når yngletiden begynder og fuglene parvis søger til ynglestederne. Ungfuglene bliver sammen i små grupper. Den Blåhovedet Pionus foretrækker huler/reder der ligger højt oppe i stammer fra udgåede træer. Dybden af hulen/reden kan variere fra 20 til 120 cm, ligeledes kan diameteren variere meget. Da det er et stort udbredelsesområde variere yngletiden også meget. I Surinam begynder ynglesæsonen allerede i september/oktober, i Columbien i november og i Mellemamerika er yngletiden fra februar til april. Kuld størrelsen er som regel 4 æg, nogle gange 3 eller 5 æg, og størrelsen på æggene er i gennemsnit 31,5 mm x 25 mm.

Statusen på Pionus m. menstruus og P.m. rubrigularis er relativ stabil, nominatformen er en af de hyppigste arter. Den isolerede underart Pionus m. reichenowi er en truet art.

Opdræt:

Den Blåhovedet Pionus er den kendteste repræsentant inden for Pionus arten, og har i gennem længere tid været kendt i fuglehold. allerede i midten af det sidste århundrede blev der indført et lille antal til Europa. Det første opdræt var i Frankrig 1890 hos A. Maillard, hvor der blev opdrættet 4 unger. Det britiske opdræt var i 1902 hos Rev B. Hemsworth i Yorkshire, og i USA var det i 1958 hos Hubbel i San Diego. Efter denne tid var der stilstand i opdrættet. Først i 1975 blev endnu et opdræt dokumenteret, det var ægteparret John og Pat Stoodley der opdrættede 3 unger. I samme år håndopmadede Hr. og Fru A. Coulson 3 unger. I 1976 meddelte Vogelpark Walsrode et opdræt på 2 unger, men desværre overlevede kun 1.

Siden 1977 har der regelmæssigt været opdræt, bl.a. hos Hr. og Fru B. Beswell i Sydafrika og i Belgien hos Hr. Ingels. Derudover var der en del opdræt i Schweiz i begyndelsen af 80'erne. 1980 og 1981 havde Hr. Meyer begge år 4 unger, 1982 og 1983 lykkedes det for Hr. Müller, Hr. Röthlisberger og Hr. Schmidt. De første tyske opdræt havde Hr. Hild og Hr. Lantermann i 1982. Hos Hr. Hild blev der indenfor 3 dage lagt 3 æg, efter 30 dages rugetid og med en afstand af 5 dage klækkede 2 æg, det 3. æg blev desværre ikke til noget. Dette skyldes formodentlig, at fuglene ikke begyndte at ruge med det samme, hvilket ofte ses hos Pionus-arterne. Hos Hr. Lantermann klækkede æggene efter en rugetid på 28 dage og ungerne fløj fra reden efter 10 uger. I 1986 lykkedes det for Hr. Diefenbach at opdrætte 3 Blåhovedet Pionus'er og de forlod redekassen efter 65 dage. Også i 1986 fik Hr. Köckert opdræt, og alle 5 æg klækkede indenfor 2 dage. I 1989 var det så Hr. Franke og Hr. Felgner fra det tidligere DDR der var heldige.

I 1983 lykkedes det for Kirsten og Benny Nielsen, Rønne, at få dansk førsteopdræt af Pionus menstruus menstruus.

I 1984 lykkedes det så for Elly og Erik Bendtsen, Greve Strand, at få dansk førsteopdræt af Pionus menstruus reichenowi.

Ifølge statistikkerne fra 1984-1994 har der været regelmæssige opdræt og endda med stigende tendens.

Normalt lægger de 4-5 æg, og rugetiden er mellem 27-30 dage, for det meste 28 dage, og ungerne opholder sig i reden i ca. 60 dage og kan klare sig selv efter ca. 4 uger.

Den Blåhovedet Pionus er en livlig fugl, som gerne vil flyve og klatre og kræver derfor megen plads.

Farveskema:

UDARBEJDET AF INTERESSE GRUPPEN FOR PIONUS

 Bjarne Raabjerg