HVIDPANDET PIONUS

Pionus senilis

Pionus senilis (Spix)

Dansk : Hvidpandet Pionus

Engelsk : White-capped Parrot

Tysk : Weisskopfpapagei

Udbredelse :

Tamaulipas i Mexico og San Luis Potosi langs Golfkysten ved Mexico til Vest Champeche, sydlig til Øst-Chipas; Nordvest Guatemala over Belize, Nord- og Øst Honduras, Nordøst Nicaragua og fra Costa Rica til  Vest Panama.

Beskrivelse :

Grundfarve grøn; pande, tøjler, isse, og kindplet er hvid; resten af hovedfjerene er med blå kanter, fjerene er beige ved roden. Omkring ørene er fjerene mørkeblå. I nogle tilfælde er der et mere eller mindre intensivt hvidt bånd fra kinden til de mørke ørefjer og hos andre mangler det hvide bånd helt. I brystområdet skifter farven fra olivenbrun med lillablå kanter og ender til sidst i en grøn farve på bugen. Ryg og overhaledækfjer er mørkegrøn, overvingefjer er grønne i grundfarven med guldbrune kanter og farven aftager nedefter. Underhaledækfjerene er røde med grønne kanter. Håndsvingfjerene er violetblå og de yderste fjer er blågrønne; hånddækfjerene er mørkeblå, undervingedækfjerene er grønblå, under-vingesiden er grøn, halen er grøn med blå spidser, yderhalfjerene er blå med rød til basis og ved roden er de lysere. Næbbet er lys hornfarvet, den nøgne øjenring er fra hudfarvet til lys rosa, iris er brun; fødderne er hudfarvet, neglene er gråbrune. Længden er 24 cm. Der er ikke synlig kønsforskel. Ved ungfugle er det kun panden der er hvid, hovedet er endnu grønlig, kind, bryst og bug er ligeledes grøn. Underhaledækfjer er lysorange med grønne spidser. Iris er mørk.

Levevis :

Den Hvidpandede Pionus optræder udenfor ynglesæsonen i mellemstore grupper, og deres skingrende skrig under flyvningen kan høres vidt omkring. Selvom fuglene ved den daglige søgen efter føde tilbage-lægger store afstande, så vender de altid tilbage til det samme sovested, hvor de samles. Næste morgen flyver de så igen ud for at finde mad.

Deres leverområde begynder ved Mexicos østkyst ved den sydlige Tamaulipas (den nordlige vendekreds) og San Luis Potosi langs med den Caribiske kyst til Vest Panama. Hovedparten af bestanden findes over hele Costa Rica, dog kan den Hvidpandede Pionus også ses i små flokke i ydreområderne. Trods opdyrkning af landbrugsjord og fældning af træer i den nordlige udbredelsesområde er arten ikke truet. Det forekommer sjældent at den Hvidpandede Pionus indfanges og holdes i fangenskab i dens hjemland, og dette medvirker også, at arten ikke er truet. Det foretrukne tilholdssted er i et højdelag på ca. 1500 m, men det kan strække sig op til 2500 m.

Skovområderne er lige fra tropisk regnskov over til træsavanner og videre til tørre skove. I skovene opholder fuglene sig i trækronerne eller i skovkanterne langs flodbredden.

På trods af at der findes mange Hvidpandede Pionus'er i naturen, har man ikke studeret næringsop-tagelsen. Af sæson bestemte frugter så holder fuglene meget af forskellige figenarter, men også frø, bær, frugt og planter som f.eks. majs er en yndet spise.

Opdræt :

I 1862 i London Zoo så man de første Hvidpandede Pionus'er i Europa. Det var ikke ret mange fugle der blev importeret, dog steg antallet i 1960, men derefter var der egentlig ikke mere import. Derfor har det været nødvendigt for opdrætterne, at de selv har kunnet dække behovet for denne art.

Selvom den Hvidpandede Pionus er den mindste af Pionus'erne så skal netop denne fugl have meget plads i volieren. Dens livlige væsen modsiger absolut dens videnskabelige betegnelse. Lignende forholder det sig med dens stemme, som den i naturen har for vane at bruge overvejende morgen og aften.

Ved denne art er pardannelsen meget stærk.

Det første opdræt fandt sted i 1933 hos Duke of Bedford og året efter blev der håndopmadet en unge samme sted. I 1978 lykkedes det for Boswell Samlingen (Sydafrika) og i 1981 var det Zimmermann (USA) og i 1983 Fricker (Schweiz). I 1986 var det Diefenbach, Tyskland, og i 1988 lykkedes det så for Bent Jørgensen, Rørvig, at opdrætte den Hvidpandede Pionus.

UDARBEJDET AF INTERESSEGRUPPEN FOR PIONUS

Bjarne Raabjerg